Jeg er kommet i Hoa Thuy Tien Practical Kindergarten. Institutionen rummer ca. 450 børn som er fordelt ud på 12 klasser. De mindste 3-4 år kaldes for C klasserne og de 4-5 årige kaldes B klasserne, til sidst er der de 5-6 årige der går i A klasserne. Alle klasser er inddelt i 1-2-3. Der udover er der ca. 60 ansatte i hele huset. Lærerinder, rektor, to vicerektorer, køkkenpersonale, sygeplejesker, pedel, sekretærer og engelsklærere. Der er også kung fu lærere, musiklærere og tegnelærere som kommer udefra. Børnehavens budskab er at barnet og dets udvikling skal være i fokus i alt hvad der planlægges og gøres. At det er processen og ikke resultatet der er i fokus og at barnet skal have plads til at opleve. ”Education is not full filled up a bottle of water, is lightning up a fire”. Jeg er kommet i klasse A3 som har med de 5-6 årige børn at gøre. I klassen er der to lærerinder til 36 børn. I de fleste klasser er normeringen op til 38 børn, men i to af dem er normeringen helt op til 50 børn, da klasselokalerne er større. De fleste af børnene der går i børnehaven, er det man kalder middelklassebørn. Hver måned skal forældrene betale en sum penge, som dækker over alt inklusiv måltider og undervisning. Dette beløb bliver regnet ud på den måde, at de ser hvad de har fået i støtte fra staten, og hvor meget der så mangler for, at børnehavens økonomi kan løbe rundt. Herefter bliver det resterende beløb fordelt ud til alle forældrene. Børnehaven er underlagt lovgivningen fra staten, herunder Ministry Of Education And Training der dækker over børneopdragelse kapitel 1. Derudover skal de også følge lovgivningen om ansvar og forpligtelser der er lavet til børnehaver og deres lærerinder. Der er også en særlig lovgivning der omhandler børnenes måltider. Hvilket betyder at der er præcise beregninger for hvor mange kalorier børnene skal indtage om dagen. Derfor er der personalemøder mellem lærerne og den ene vicerektor en gang om ugen, hvor de beregner det eksakte tal, for maden børnene skal indtage i løbet af dagen gennem en uge.
Jeg møder ind i institutionen hverdag kl. 7.45. Institutionen er gemt inde bag et stort college, så man skal igennem en stor port, for at komme ind til børnehaven, inde bagved ligger en lille port som er indgangen til børnehaven. Når man træder ind af porten, kommer man ind på legepladsen, hvor der er nogle rutsjebaner og nogle tårne børnene kan lege på. Der er også et lille hus med bolde i, som godt nok er låst af hele tiden. Har endnu ikke set det er blevet brugt. Fra legepladsen går man op af en masse trappe, hvor der står numre på trinene, på første sal ligger mit klasselokale A3, og ved siden af ligger Majas klasse A4. Når man skal ind i klasselokalerne skal man tage sine sko af. Når jeg møder er der ca. kommet omkring 15 børn, hvor de fleste kommer hen og siger ”hello teacher”. Omkring kl. 07.50 går vi ned på legepladsen (hvis ikke det regner, ellers er vi i klassen) og laver morgengymnastik. Børnene hjælper hinanden med at bære hulahopringe ned på legepladsen som skal bruges til en af dansene. Morgengymnastikken består af 3 danse, den første går de rundt i en cirkel og laver forskellige stræk øvelser. Nr. 2 dans bliver hulahopringene brugt og der bliver danset med dem. Sidste dans er en hurtigere dans, hvor der bliver spillet en engelsk sang til. Alle pigerne er utrolig gode til de forskellige danse og får rigtig svinget med hofterne. Hvor de fleste drenge har sværere ved at koncentrere sig. Derfor bliver de hele tiden rykket rundt på af lærerinderne, så de ikke står ved siden af hinanden og får at vide at de skal danse med. Imens morgengymnastikken er i gang dumper resten af børnene til. Børnene bliver taget godt imod af lærerinderne, og derefter er de også med til morgengymnastikken.
Bagefter går vi tilbage til klassen får at skifte tøj, da det er utrolig varmt og børnene er blevet svedige. I klassen går pigerne op på en hems eller står på trappen og skifter tøj, jeg hjælper altid pigerne med at åbne deres fine kjoler eller hvad de har brug for. Drengene skifter tøjet nedenfor trappen, altså i klasselokalet. Både drengene og pigerne er rigtig gode til at hjælpe hinanden med at skifte deres tøj. Børnene har ca. 2 sæt skifte tøj med, som bliver brugt hvis de har været ude og lave noget aktivt. Derefter bliver der båret en stor gryde med soyamælk ind, alle børnene har deres egen kop med nr. på den bliver de bedt om at hente og så bliver der skænket mælk op til dem. Alle børnene drikker mælken stående over ved trappen, hvilket jeg synes er lidt underligt. Bagefter sætter de sig i en stor rundkreds med en lærerinde for enden. Her bliver der fortalt en masse, f.eks. om de har haft en god weekend, hvad de har lavet, hvem der er syg og så tæller børnene hvor mange de er den dag. Derefter er det blevet tid til undervisning. Det er forskelligt fra dag til dag hvad der er af undervisning, men det er alt fra: Lær bogstaverne at kende, tegn efter disse linjer og hold rigtigt på blyanten, tegneundervisning, kung fu, klaverundervisning, kreativitet, alt muligt andet og engelsk, hvor jeg er med til at undervise. Børnene er ofte delt op i to hold, hvor det ene hold er til undervisning i et andet klasselokale og det andet enten har undervisning i deres eget klasselokale eller leger på legepladsen og efter 30 min. bytter de rundt.
Når man tænker på der er 36 børn og to lærerinder synes jeg de har rigtig godt styr på så mange børn, og mange af børnene er rigtig gode til at sidde stille og hører efter. Denne pædagogik er jeg nok bare ikke helt enig i, synes børnene sidder alt for meget stille og laver ikke nok fysiske aktiviteter, hvilket jeg håber jeg kan bidrage til. Lærerinderne har også et system til når børnene larmer for meget. De klapper to gange og derefter skal børnene sige ”vær stille”, dette gør de indtil der er helt ro.
Kl. ca. halv elleve er det frokost tid. Børnene bærer borde frem (mest drenge) og henter stole fra gangen. Det er altid børnene der tager stole og borde frem og på plads. Både til madtider og når der er undervisning. De er utrolig gode til at samarbejde om disse ting. Maden består af ris med noget tilbehør. Hvilket for det meste er noget hakket kylling med lidt væde eller hakket kød. Lærerinderne og jeg øser op i de små metal skåle, og børnene eller jeg deler for det meste skålene ud. Der er kamp om at få de skåle med mindst mad i. De fleste børn kommer igennem den første ret, og derefter skal de så have endnu en skål ris, denne gang med suppe. Mad situationerne kan godt være lidt ubehagelige at opleve, da det skal gå utrolig hurtigt. Lærerinderne har utrolig mange arme i denne situation. En gang imellem går de rundt og mader børnene hvis de ikke synes de spiser nok eller det går for langsomt, derudover fejer og vasker de gulvet. De børn som har spist færdigt, skal derefter made de andre børn som endnu ikke har spist op. Derefter er det tid til at sove, så bliver der lagt en masse sivmåtter ud, som de alle sammen sover på, på en lang række.
Ca. kl. 11.20, går jeg til pause, og har pause indtil kl. 14. Maja og jeg holder pause inde på lærerværelset sammen med vores vejleder og kontordamerne. Her spiser vi frokost som køkkenpersonalet har lavet. Maden er helt udmærket, en masse ris med noget kød og lidt grøntsager. Derefter går de/vi ned og sover til middag, Maja og jeg får en sovepose og så sover vi på en sivmåtte, sammen med vores vejleder. Lærerinderne spiser deres frokost inde hos børnene imens de sover, derefter laver de praktiske ting såsom at dekorere klassen. Jeg har nogle gange valgt at spise min frokost inde hos lærerinderne i klassen, og hjulpet dem med de praktiske ting. Får på den måde at lærer dem bedre at kende, både personligt og fagligt. Det er ikke altid der er så meget tid til at snakke når børnene er vågne. Dette synes de er rigtig hyggeligt, og spørge hver anden dag, om jeg ikke vil spise med dem.
Kl. 14 vender jeg tilbage til klassen, hvis jeg ikke har spist sammen med mine lærerinder, der er børnene så småt begyndt at vågne. Man bliver igen mødt med en masse smil og ”hallo”, og vi begynder at pakke de store sivmåtter som de sover på sammen. Imens dette sker, sidder de to lærerinder og sætter hår på alle pigerne.
Kl. 14.30 er det ”frugttid”, det kan bestå af en skål risgrød, nudler med suppe eller en kage, plus et stykke vandmelon. Risgrøden er helt sikkert den børnene synes mindst om, og der bliver igen kæmpet om at få den mindste skål og man kan se det er meget svært at få ned. Efter maden er der ca. undervisning i en time igen, og derefter er der fri leg. Fri leg består her af enten at tage nogle legoklodser frem, som pigerne og drengene skal lege med hver for sig eller noget andet legetøj. Imens den ”frie leg” er i gang, bliver børnene hentet lige så stille. Alle børnene kommer hen til lærerinderne og mig og siger pænt farvel. Kl. 16.45 siger jeg pænt farvel, og går ud og tager bus 38 hjem.
Mit indtryk af dagene i børnehaven er at de er meget skemalagte, og der er ikke plads til den store spontanitet. Men jeg håber der bliver plads til at jeg får lov til at stå for nogle aktiviteter og være en del af undervisningen. Min vejleder har sagt at jeg vil komme til at stå for nogle timer, når vi har engelsk undervisning, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Mine lærerinder og vejleder er rigtig søde, men især den ene af lærerinderne har været lidt svær at komme ind på, hvilket heldigvis allerede går meget bedre. Og jeg håber de giver plads til nogle nye idéer, så jeg kan blive en del af hverdagen og ikke bare være observant. Derudover er jeg også sikker på jeg kommer til at lærer en masse nye ting, som jeg kan tage med mig hjem til Danmark. Jeg er meget imponeret over den måde børnene hjælper hinanden og hjælper til med de praktiske ting. De er utrolig selvhjulpne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar